Finalister til Årets IoT-løsning er fundet

13 stærke kandidater til Årets IoT-løsning
June 29, 2022
Årets IoT-løsning 2022
October 4, 2022

Tre finalister skal dyste om at blive Årets IoT-løsning. Feltet består af en IoT-baseret rengøringsløsning, et logistik-/genbestillingssystem og et system til chaufførassistance og -uddannelse.

 
Tre stærke finalister kandiderer til IoT-prisen

Blandt de 13 kandidater i konkurrencen om at blive Årets IoT-løsning har dommerkomiteen nu udvalgt de tre finalister. Prisen overrækkes på Digitaliseringsmessen22, som afholdes i Odense Congress Center den 29. september.

De tre finalister og deres bud på årets bedste IoT-løsning er:

IoT Cleaning fra LOMWAS
Softwareløsningen IoT Cleaning fra LOMWAS er et godt eksempel på, at brancheforståelse er vigtig for succes med IoT. Mange løsninger kan levere data, der viser aktivitetsniveau, men LOMWAS forstår, at det handler om at bruge dataene i driften. Derfor skaber IoT Cleaning dynamiske rengøringsplaner baseret på de data, der kommer fra bygningens sensorer.

Løsningen indtænker, hvordan man skal træne rengøringspersonale, og hvordan planlæggere interagerer med systemet. Der kan dokumenteres besparelser på 18 % på rengøring, hvis kvaliteten samtidig øges på de mest anvendte arealer. Besparelsen omfatter primært medarbejdertimer, men også strøm og kemikalier.

EasySupply SmartButton fra Sanistål
Med EasySupply SmartButton demonstrerer Sanistål, hvordan IoT kan anvendes til at gøre logistik og driftsprocesser meget lettere for virksomhedens kunder. Ved at kombinere IoT-teknologi, i form af en trykknap, med avanceret IT-integration i Saniståls og kundernes drift gør Sanistål kundens genbestillinger meget lettere for begge parter.

Løsningen forenkler og forbedrer arbejdsgangene ved genbestilling af lagervarer. Samtidig eliminerer den usikkerheder om lagerstatus, bestillingsstatus og behold af kritiske varer.

EasySupply SmartButton frigør 20 % af tidsforbruget på administrative aktiviteter hos kunden og skaber en besparelse på vareforbrug gennem den øgede transparens. Den sparede tid kan bruges til at fokusere på kerneopgaven. Samtidig kan Sanistål spare 1.200 kørsler til kunderne årligt, fordi det bliver lettere at samle ordrerne.

Driver Coach fra Skantech
Skantech monitorerer flere end 1.000 busser til offentlig transport, der samlet kører 72 mio. km årligt. Derved er virksomheden med til at forbedre punktlighed og give et realtids-overblik over andre forbindelser via offentlig transport. Skantechs nye modul Driver Coach er baseret på disse data og kan sikre, at de rigtige chauffører bliver uddannet, og at det sker i samspil med digitale assistenter.

Driver Coach muliggør 10 % besparelse på kørslen, op mod 40 % på skader/vedligehold og 25 % på administration.

Løsninger med specifikke formål

Allerede da dommerkomiteen gjorde status over årets kandidater til IoT-prisen tilbage i juni, vurderede den umiddelbart en højere modenhed og større potentielle effekter på samfundet sammenlignet med sidste års ansøgere. Det gjorde det svært at udvælge finalisterne.

”De tre finalister til Årets IoT-løsning er interessante, fordi de er meget specifikke i det formål, de tjener, og dermed den værdi, de skaber”, siger Anders Mynster, som er leder af Nordic IoT Centre. ”Det er tillokkende for virksomhederne bag løsningerne også at anvende dem til udfordringer på andre domæner. Det er imidlertid klogt af dem at fokusere – på den måde kan de beskrive værdien af løsningerne tydeligt”.

Erfaren dommerkomité skal kåre vinderen

Til at finde og kåre den bedste IoT-løsning nedsættes hvert år en dommerkomité, der består af personer med stor indsigt i IoT-området og i digitaliseringen af virksomheder og samfund. Dommerkomiteen er både ansvarlig for udvælgelsen af de tre slutkandidater og kåringen af den endelige vinder.

I 2022 består komitéen af:

  • Anders Struwe Mynster, FORCE Technology og leder af Nordic IoT Centre
  • Carolina Benjaminsen, adm. dir. for DigitalLead
  • Rikke Hougaard Zeberg, branchedirektør i DI Digital
  • Jacob Høffer Larsen, specialkonsulent, Digitalisering og Teknologi, KL
  • Mirko Presser, lektor ved Institut for Forretningsudvikling og Teknologi, Aarhus Universitet
  • Laurids Hovgaard, journalist på Ingeniøren med speciale i digitale teknologier
Spændingen udløses den 29. september

Prisen for Årets IoT-løsning 2022 overrækkes på Digitaliseringsmessen22, som afholdes i Odense Congress Center den 29. september.

Konkurrencen foregår i regi af Nordic IoT Centre, der er en nordisk samarbejdsplatform for IoT, drevet af FORCE Technology og Alexandra Instituttet.


Award_Nordic-IoT-Centre

Vinder 2021

Aguardio digitaliserer badeværelset med IoT-prisen i ryggen