Naturkatastrofer kan i værste fald koste menneskeliv. I de norske fjelde skal målestationer advare mod flodbølger og laviner.
Micro Technic har udviklet elektronikken, der kan holde til de ekstremer, det norske klima byder på. Samtidig skal elektronikken kunne modstå de store temperaturudsving, man kan komme ud for i det norske.
I den barske norske natur kan advarsler være forskellen på liv og død. Når tonstunge klippestykker bryder løs, og styrter i fjorden, kan de kaste flodbølger ind over udsatte bygder.
Lidt over tre om natten den 7. april 1934 styrtede 3 millioner kubikmeter klipper i Tafjorden i Norge. Det sendte en flodbølge ind over to lokale bygder, hvor 40 mennesker mistede livet. Og i 2006 advarede Norges Geologiske Undersøkelse om, at det kunne ske igen i samme område.
Fynsk teknologi gør en forskel
Med brug af en teknologi, kaldet vibrating wire, kan sensorer opfange selv minimale ændringer i klipperne.
Det norske varselssystem anvender en IoT-enhed udviklet af Micro Technic, som er i stand til at opsamle de mange data. Den norske kunde har brug for et robust elektronisk system, så deres software kan sende afgørende advarsler i tide.